I en alder af 30 år efter en skilsmisse, blev min far ene forældre til en lille diva....a.k.a...mig.... som 3 årig hadede at blive beskidt og mænd som pesten! Med undtagelsen af farmand, farfaderen og når han ellers makkede ret....lillebror. Var der en anden mand som nærmede sig mig, satte jeg sirenerne igang! Med andre ord så var jeg det de fleste forældre kalder for...en udfordring.
Det var en svær tid....så min far trak meget på sine forældre for lidt ekstra hjælp...Det har så gjort at min fantastiske far opdrog mig...sammen med mine bedsteforældre. De har altid boet kun et spytklat væk...så de har bare altid været der.
De har haft en kraftig indflydelse på min opdragelse og min farmor har heller aldrig været af vejen for at overtage en stor del af moderrollen i min liv. Jeg havde skam stadig kontakt til min mor og min bror men jeg har bare aldrig haft et super tæt forhold til min mor sammenlignet med mit forhold til min far...De mest basale feminine ting har jeg lært fra min farmor og det var også hende som sørgede for at jeg havde relativ anstændigt tøj som passede til en pige. Ikke at min far ikke gjorde et fantastisk job....men der er bare nogle ting som mænd bare ikke forstår og nok heller aldrig kommer til, når det gælder det kvindelig køn med alle deres mysterier.
I går holdte min farmor og farfar 75 - og 80 års fødselsdag...hvilket jeg slet ikke kan forstå...for i mit hoved er de stadig 55 - 60 år.
Jeg er uden tvivl den person jeg er i dag pga. min far og mine bedsteforældre. De fleste af mine værdier kommer ihvertfald derfra....Jeg har min farmors nysgerrighed....jeg skal vide alt og helst igår...præcis lige som hende. Jeg har mine mannér pga hende og hun var så sandelig ikke bange for at påminde mig når jeg ikke teede mig som den lille dame jeg burde være....Til trods for mine Tomboy tendenser under barndommen, så sivede der alligevel nogle basic manner ind, som jeg har gjort meget brug af her i mit voksne liv.
Min far og jeg ligner hinanden utrolig meget. Det betyder at der kommer gnidninger..men min farmor påtager sig ofte rollen som bufferzonen når vi er ved starte 3. verdenskrig og leger ofte lommepsykolog så jeg kan få raset ud... Det skete specielt tit i teenage årene.
Jeg kan sågar huske et eksempel fra barndommen hvor min far havde pisset mig af....sådanne vilkår kunne jeg ikke leve under! Nå, jamen så kan du jo bare flytte lød svaret (sagt med ironi) fra min far.
Fint! Det lød som en go ide! Jeg pakkede en taske og på vej ud af døren spurgte min far mig så hvor jeg skulle hen...."Jeg flytter hjem til farmor og farfar! Der må jeg ihvertfald godt bo, nå!" Det hele endte nu godt igen, men jeg har altid vidst at deres dør var åben for mig...og stadig er for den sags skyld.
Jeg har min farfars søde tand og hans stædighed...Jeg kan huske at jeg i en ung alder var klar til at opgive gymnastik fordi jeg ikke kunne stå på hænder ligesom de andre på holdet. Alt min styrke ligger i mine ben efter mange år som fodboldspiller....ikke mine arme. Min farfar pointerede så at når man først er startet på noget, så gennemfører man det altså! Bare fordi jeg ikke kunne éen sølle ting, så betød det da ikke at jeg at jeg skulle stoppe på holdet...
Det er faktisk et ordsprog jeg lever efter i dag...Jeg starter ikke noget hvis jeg ikke har tænkt mig at gøre det færdigt.
De har sat et godt eksempel på hvor langt man kan komme i livet hvis man blot har sin bedste ven ved side og behandler sine medmennesker således som man selv vil behandles...
Kæmpe tillykke dem begge to! :)
